Flere projekteksempler:
«Tilbage   Fremad »
 

DT logo - Hop til Forside


Forside

Analyseudstyr

Analyseudstyr udviklet til Danske Slagterier

Kunde
Danske Slagterier - Slagteriernes Forskningsinstitut

Opgave
Udvikling og konstruktion, montage og indkøring samt levering af automatisk analyseudstyr til lugtsortering af ukastrerede hangrise.

Baggrund
Traditionelt kastreres næsten alle orner. Dette gøres for at undgå, at nogle få, typisk <5 % af disse grise, udvikler den ubehagelige "ornelugt", som kan optræde i forbindelse med tilberedning af kødet.
Kastrationen medfører en række ulemper, bl.a. dårligere tilvækst og ringere kødkvalitet, hvorfor kastration ønskes undgået.
Hvis man, i stedet for kastration, kan frasortere de få orner, som rent faktisk har udviklet "ornelugt", er der meget store økonomiske gevinster for landbruget.
Det udviklede analyseudstyr gør dette muligt.

Beskrivelse
Et komplet analyseudstyr består af 3 hovedsystemer: udtageenhed, transportenhed samt et fuldautomatisk analyselaboratorium.
Umiddelbart efter slagtning udtages en lille prøve (ca. 1g) af grisens rygspæk. Dette gøres vha. en specialudviklet prøvepistol. Spækprøven afleveres i et specielt transportbæger, der er forsynet med stregkode, for entydig identifikation af den enkelte gris.
Bægeret med spækprøven sendes fuldautomatisk via et rørpostsystem fra slagtegangen til analyselaboratoriet (typisk afstand ca. 500 m).
I analyselaboratoriet aflæses stregkoden, spækprøven tilføres forskellige væsker og homogeniseres. Efter homogenisering afkøles og filtreres prøven. Der tilsættes farvereagens, hvorefter der laves en spektralanalyse. Ud fra resultatet af denne kan indholdet af lugtstoffer (skatol) bestemmes. Hvis skatolindholdet er højere end 0,26 ppm, frasorteres grisen.

Detail af rundbord med prøvebægre

Efter vask sendes de tomme prøvebægre via luftpostsystemet igen til enheden på selve slagtelinien.
Alle processer bortset fra selve prøveudtagningen foregår fuldautomatisk. Dette er nødvendigt for at kunne gennemføre analysen så hurtigt, at man kan nå at sortere grisene, inden de forlader slagtelinien. Uden automatisering ville det være nødvendigt med ca. 20 personer til at udføre analysearbejdet, hvilket hverken økonomisk eller i praksis ville være muligt.
Alle dele af udstyret, der har kontakt med prøven, vaskes mellem hver prøve. Det betyder, at alle stationer er dubleret, således at der er en del af hver station, der bliver vasket, samtidig med at den anden del indgår i analyseprocessen.
Ved konstruktionsarbejdet er der lagt særlig vægt på at opfylde de skrappeste krav til rengøring og hygiejne. Materialevalget er enten syrefast rustfrit eller plast. Den del af systemet, der står på slagtegangen, er opbygget således, at det på trods af avanceret mekanik og elektronik kan rengøres vha. højtryksrenser.

Retur til projekt eks.    Link til kunde: Danish Meat Association.


© DANSK TEKNOLOGI A/S - Østre Teglværksvej 24 - 3450 Allerød - Tlf. 48135000 - Fax. 48135001 - E-mail: dt@dansk-teknologi.dk